Fugning
Fugen er murværkets lunger. Derfor er det vigtigt at den er
diffusionsåben, så fugt og kondens kan trænge ud. Der vil nemlig
altid opstå kondens i et murværk, og hvis denne fugt ikke får lov
at komme ud gennem fugen, sætter den sig i stenene, så man
risikerer frostsprængninger.
Elasticitet
Samtidig skal fugen være så elastisk, at den kan optage de
bevægelser og sætninger der er i bygningen. I et murværk vil der
uvilkårligt opstå spændinger som følge af temperatur- og
fugtsvingninger, og ved at bruge en mørtel der er for hård og
ufleksibel, er der fare for at de omkringliggende sten
sprænges.
Den æstetiske dimension
Der er også en vigtig æstetisk dimension. En tredjedel af
overfladen på en blank mur udgøres af fugen, og derfor har det stor
betydning om det er en lys, venlig kalkfuge eller en grå
cementholdig fuge.
Ved restaurering af ældre, grimede fuger kan kontrasten mellem
dén og en ny, lys fuge blive for stor. I sådanne tilfælde er det
langt bedre at indfarve en kalkmørtel, end at bruge en cementholdig
mørtel for farvens skyld.


Klik og nedhent vejledning som pdf-dokument